Vaccinesikkerhed og tillid: En nødvendig dialog
I en tid, hvor pandemier og vacciner er blevet en uundgåelig del af vores samfund, er det altafgørende, at vi som borgere kan have tillid til både myndigheder og sundhedssektoren. Tillid opbygges ikke ved at ignorere eller undertrykke de stemmer, der rejser legitime bekymringer, men ved åben dialog og ærlig anerkendelse af de udfordringer, der kan opstå i forbindelse med medicinske behandlinger.
En voksende gruppe borgere har oplevet alvorlige bivirkninger efter COVID-19-vaccinationen, og det rejser et spørgsmål: Hvordan kan vi sikre, at disse mennesker får den rette hjælp og behandling, uden at det bliver problematiseret eller endda censureret? I mit eget tilfælde blev jeg afvist af sundhedsvæsenet d. 31.07.2024, da min læge søgte om udredning for formodede vaccinebivirkninger, og det er desværre ikke et enestående tilfælde.
Vi aftalte at tage nye blodprøver igen til oktober og lave en henvisning til en anden region, hvis vi stadigt kunne måle forhøjet infektionstal.
Afvisning nr. 2 den 14.10.2024. Begge afvisninger kommer fra hvert sit regionshospital, til trods for at jeg har haft et infektionstal på mellem 12 og 18 (C-reaktivt protein [CRP];P) i over 3 år til dags dato. Men stor respekt til min læge for at være effektiv og meget hjælpsom.
Her opstår et paradoks. Patienter, der oplever symptomer efter vaccination, formoder naturligt nok, at det kunne være bivirkninger. Denne antagelse er forståelig, men lægefagligt kræver det en grundig udredning. Problemet opstår, når sundhedsfaglige specialister afviser at undersøge symptomerne med den begrundelse, at de “formodentlig” skyldes vaccinen. Ved at afvise udredningen på dette grundlag, anerkender specialisterne implicit, at symptomerne kan være vaccinerelaterede, men de foretager ikke den nødvendige undersøgelse for at be- eller afkræfte det. Dette skaber et selvmodsigende loop, hvor patienterne hverken får bekræftet eller afkræftet deres tilstand, og de efterlades i et limbo uden klarhed.
Denne mangel på udredning underminerer den tillid, som fremtidige vaccinationsindsatser nødvendigvis vil bero på. Hvis vi ønsker at fremme vacciner som en effektiv løsning i fremtidige pandemier, må vi også være åbne om de risici, der er forbundet med dem – ligesom vi er med andre medicinske behandlinger. Det bør ikke handle om at skjule fakta eller økonomiske hensyn, men derimod om ærlig kommunikation og ansvarlighed.
Når myndigheder vælger at ignorere de borgere, der er blevet ramt af bivirkninger, skaber de en unødvendig mistillid. Ironisk nok er det netop denne tilgang, der kan få borgerne til at miste troen på sundhedssystemet – ikke vaccinerne i sig selv.
Man kan med rette spørge: Hvorfor bliver dette problem overhovedet skabt? Hvorfor anerkendes det ikke blot, at en lille, men betydningsfuld del af befolkningen er blevet ramt? Når millioner af mennesker vaccineres, vil der uundgåeligt være en promille, der oplever bivirkninger. Statistisk set er det en lille gruppe, men i absolutte tal er det mange mennesker, der lider.
Som en borger, der i mange år har fulgt forskning og nyheder inden for videnskab, har jeg svært ved at forstå, hvorfor man vælger at ignorere disse fakta. Jeg er ikke en konspirationsteoretiker. Tværtimod værdsætter jeg videnskabelig forskning og faktabaseret diskussion. Det er derfor paradoksalt, at jeg og andre i lignende situationer oplever afvisning, blot fordi vi ønsker at dele vores oplevelser og søge retfærdig behandling.
Det er på tide, at vi begynder at tage disse spørgsmål alvorligt. Hvis tilliden til myndighederne skal genoprettes, må de anerkende de problemer, som nogle borgere står overfor. Den nuværende tilgang skaber kun yderligere mistillid og fremmedgørelse, hvilket i sidste ende vil skade både sundhedssystemet og den offentlige tillid til fremtidige sundhedsinitiativer.
Mit Liv Efter COVID-19 Vaccinen 