Mens vi venter

Den standardiserede opfølgningsperiode i medicinske studier og kliniske retningslinjer omtales ofte som en “opfølgningsperiode” eller “follow-up periode.” Periodens varighed betegnes typisk som “1-årig,” “5-årig” eller “10-årig follow-up,” afhængigt af den fastsatte længde.

Ved vurdering af bivirkninger og behandlingseffektivitet i medicinske studier anvendes desuden kategorier som “korttidsopfølgning” (1-3 år), “mellemfristet opfølgning” (3-5 år) og “langtidsopfølgning” (5 år eller længere). Disse begreber, som ofte fremgår af forskningsartikler, kliniske retningslinjer og behandlingsprotokoller, bidrager til at skabe konsistens og sammenlignelighed på tværs af studier.

Da vi har passeret den 1-3-årige opfølgningsperiode, ville det næste logiske opfølgningsinterval være 3-5 år — hvis sundhedsvæsenet ikke havde efterladt os i en tilstand af uvished.

Vi venter dag for dag mod 5 år – i håbet om, at sundhedsvæsenet tager ansvar for corona-bivirkningsramte. (Uddybende refleksion under billedet)

Jeg modtog vaccine nr. 2 den 10. august 2021 kl. 11.00.

Den skjulte konsekvens af ansvarsløshed

Når sundhedsmyndigheder og politiske instanser undlader at tage ansvar for mulige bivirkninger ved COVID-19-vaccinerne, bidrager de reelt til den mistillid, de netop ønsker at undgå.
Ved at negligere de borgeres oplevelser, der på troværdig vis rapporterer langvarige bivirkninger, opstår et paradoks: Den forsigtighed, som skal sikre tillid, ender med at underminere den.

Selvom det var umuligt at have langtidsdata ved vaccinerne, blev udrulningen på globalt plan gennemført under en ekstremt presset tidsramme, hvilket affødte stor offentlig opmærksomhed på mulige bivirkninger. Mange borgere har siden personlige erfaringer eller kender til nogen, der er ramt af disse bivirkninger. Alligevel vælger myndighederne ofte en strategi, hvor åbenhed om risici ikke indgår, i håbet om at beskytte vaccinationsprogrammets troværdighed. Den umiddelbare effekt er imidlertid en voksende skepsis i befolkningen.

I denne “dobbelte virkelighed” lever sundhedsmyndighederne videre i en officiel diskurs, hvor vaccinebivirkninger ikke anerkendes fuldt ud, samtidig med at flere og flere borgere får kendskab til reelle sager. Dette misforhold skaber en kløft mellem stat og befolkning, hvor mistillid naturligt vokser frem. I sidste ende kunne det vise sig mere skadeligt for sundhedssystemets omdømme end en åben, transparent tilgang. Man må spørge, om den frygt for mistillid og et voksende antal spørgsmål om vaccinebivirkninger kunne være imødegået bedre med en tidlig anerkendelse af den usikkerhed, der uundgåeligt følger med en hastigt udviklet vaccine.