Min baggrund før 2. Coronavaccination
Mit navn er Martin Kristiansen, og jeg har over 15 års erfaring inden for IT-projektledelse og strategisk ledelse i internationale kontekster. Gennem min karriere har jeg excelleret i at identificere og opnå strategiske mål, samtidig med at jeg skaber en kultur af kontinuerlig forbedring og motivation i mine teams.
Jeg har haft succes med at gennemføre store organisatoriske ændringer, IT-projekter og initiativer hos virksomheder som Norlys, Insight Management ApS, Vestas Wind Systems A/S og Energinet.dk. Som ejer af Insight Management ApS leverede jeg konsulentydelser og implementerede strategiske løsninger for mine kunder.
Mine styrker inkluderer ledelse, mentorskab, distanceledelse, projektledelse og operationel ekspertise. Jeg har et stærkt fokus på at reducere omkostninger og sikre IT-sikkerhed og compliance.
Min uddannelse inkluderer en mini-MBA og certificeringer inden for IT og ledelse. Jeg er flydende i både dansk og engelsk og har en dejlig familie, en søn og min kone Anna. Min fritid tilbringer jeg gerne med min familie, læsning, svømning, videnskab og skak.
Normal hverdag før Coronavaccination

Min kone og jeg stod altid op sammen klokken 5 om morgenen. Hun kørte på arbejde klokken 5:50, og jeg kørte også afsted på det tidspunkt. Jeg havde en aftale med kunderne om, at jeg kunne møde tidligt og gå hjem tidligere for at undgå myldretiden i trafikken. Jeg har altid været et morgenmenneske, der nød at starte dagen tidligt. Når jeg arbejdede hjemmefra, kunne jeg ofte arbejde nogle ekstra timer, da jeg normalt havde 2 timers samlet transporttid til og fra arbejde (1 time hver vej).
Jeg brugte ofte tiden i bilen til at lytte til faglige emner som videnskabsteori, socialvidenskab, filosofi og økonomi. På vej hjem lyttede jeg gerne til radio eller brugte tiden på at reflektere over dagens udfordringer og prioriteter.
Min kone elsker at lave mad og er god til det, så hun lavede mad hver dag. Vi spiste aftensmad sammen og drøftede dagens begivenheder. Vi støtter hinanden utroligt meget. Om aftenen nød jeg at se undervisningsvideoer om astrofysik, partikelfysik eller ledelse, enten optaget og streamet fra universiteter eller som dokumentarprogrammer. Min kone malede eller trænede hunden. Vi gik i seng omkring klokken 21-22.
En gennemsnitlig arbejdsuge som selvstændig management konsulent har været ca. 60 timer om ugen i de 5 år. Som afdelingsleder på forskellige niveauer i Vestas, har arbejdstiden i gennemsnit ligget på 50-60 timer om ugen.

Unormal hverdag efter Coronavaccination
Jeg fik første stik med Coronavaccine i juni, hvilket gav mig lidt feber og influenzalignende symptomer, der forsvandt efter et par dage. Den 10. august 2021 modtog jeg anden coronavaccination, men den 13. august meldte jeg mig syg på grund af influenza-lignende bivirkninger. I løbet af weekenden den 14. og 15. august mistænke jeg, at der var noget galt ud over de kendte bivirkninger fra vaccinationen.
Jeg faldt først ned ad trappen og senere i køkkenet, da jeg havde svært ved at styre mine ben. Jeg oplevede svær svimmelhed, feber, ledsmerter, tinnitus og pulserende hovedpine. Derudover blev jeg overdrevet lysfølsom og havde kvalme. Jeg kunne ikke fokusere og havde den her pulserende hovedpine. Blodprøver hos lægen viste en let forhøjet infektionstal, og lægen konkluderede, at det var bivirkninger fra coronavaccinen. Han anbefalede at vente 10 uger, da de fleste bivirkninger normalt forsvinder inden for denne tidsramme.
Jeg købte en stok for at kunne gå rundt derhjemme, men svimmelheden gjorde det svært. Feberen aftog gradvist, men efter 10 uger var det eneste, der var forbedret, feberen. Min læge anmeldte derfor mine symptomer som bivirkninger til coronavaccination til Sundhedsstyrelsen, og jeg skulle vente på en indkaldelse til en klinik for senfølger efter coronavaccination.
Morgen
Når jeg vågner om morgenen, har jeg hovedpine og oplever svær svimmelhed. Jeg sover dårligt på grund af tinnitus og hovedpine, og jeg føler mig stiv i kroppen og ude af balance. Jeg sidder på sengekanten i 15 – 30 minutter, før jeg går på toilettet. Dette gælder også om natten, hvis jeg skal på toilettet.
Jeg bliver hurtigt kvalm og føler mig utilpas. Det er en daglig kamp for mig at komme over til det kontor, vi har indrettet i et af værelserne. Jeg sætter mig selv et mål om at komme til kontoret hver dag.
På vejen gennem køkkenet tager jeg en Cola Zero med mig ind på kontoret, hvor jeg sidder i en times tid, indtil jeg føler mig klar til at spise morgenmad. I mellemtiden surfer jeg ofte på forskellige nyhedsmedier eller ser TV2 News. Jeg har svært ved at fokusere eller koncentrere mig, og hovedpinen samt tinnitus er konstant til stede. Jeg har ændret alle indstillinger på min pc til mørkt tema, fordi lyset generer mig meget.
Formiddag / eftermiddag
Nogle dage logger jeg ind på arbejdet og deltager i de online møder, jeg er inviteret til. Arbejdet betyder meget for mig, men de samlede timer, jeg har arbejdet de sidste 3-4 måneder (vinter 2021), har været 5 – 10 timer om ugen, oftest nærmere 5 timer. Andre dage ligger jeg tilbage i sengen eller på sofaen og ser tv uden at fordybe mig i detaljerne. Jeg bruger min telefon til at følge med i verdensbegivenheder. Når jeg forsøger at tænke dybere eller fokusere, øges graden af svimmelheden, tinnitus og hovedpinen, og jeg får tit kvalme. Jeg forsøger at finde mønstre og metoder til at fokusere og koncentrere mig, men det har endnu ikke lykkedes. Jeg har forsøgt at træne i at gå og stå på vores terrasse, men symptomerne svimmelhed, hovedpine, overdreven træthed og tinnitus forværres når jeg skal koncentrere mig eller er fysisk aktiv i ca. en time.
Aften
Min kone kommer hjem fra arbejde omkring klokken 15.30 og går en tur med hunden. Hun laver aftensmad, og vi spiser sammen hver dag som altid. Hun yder stor støtte og hjælp til mig. Jeg bruger aftenen på at se tv uden at fordybe mig i noget. Vi går i seng omkring klokken 22.
Arbejdsevne og arbejdsfunktioner december 2021
Min arbejdsevne er nedsat med over 90 % sammenlignet med en typisk arbejdsuge på over 37 timer. De sidste 3 måneder har jeg kun kunnet arbejde et begrænset antal timer. Jeg forsøger at finde metoder til at håndtere bivirkningerne, men intet har indtil nu hjulpet mig mentalt med at distancere mig fra mine sanseforstyrrelser. Det er meget invaliderende, når bevidstheden konstant forstyrres af hovedpine, svimmelhed og tinnitus. Det er udmattende og psykisk belastende. Jeg har forsøgt med antihistaminer og forskellige hovedpinepiller uden effekt. Jeg har også prøvet mindfulness, vitaminer og ændret kostvaner, men intet har hjulpet.
Jeg har arbejdet og tjent mine egne penge siden jeg var 13 år og har erfaring inden for mange områder, herunder pakkeri, produktion, administration, informationsteknologi, maskinteknik, linjeledelse, ledelse af ledere, og selvstændig erhvervsdrivende.
Hvis jeg kunne varetage konkrete arbejdsfunktioner, ville jeg allerede være aktiv i beskæftigelse. Jeg har stor erfaring og kendskab til mange arbejdsfunktioner, men der findes ingen rolle, hvor jeg kan lægge mig ned, undgå støj og lys og finde ro. Svimmelhed, tinnitus og hovedpine er ødelæggende og forhindrer en normal hverdag.
